Menu

HELLAS Lilla Piger takker af for nu.

image
03. august 2023 kl. 14:22
De pakkes dog ikke langt væk!

HELLAS Lilla Piger siger tak for nu.

I foråret 2021 startede HELLAS deres helt eget pigeprojekt kaldet HELLAS’ Lilla Piger. Idéen bag var at få flere piger i børnehavealderen til at spille fodbold i HELLAS. I årene op til havde vi haft en stigende interesse fra drengene, og de kom helt af sig selv til klubben, men pigerne manglede. Der ville bestyrelsen gerne lave en lokal indsats og dermed blev projektet HELLAS’ Lilla Piger skabt.

Grundindsatsen blev lagt ude i børnehaverne, hvor Naja og Pernille, tog ud og lavede sjov fodboldtræning med lettilgængelige øvelser og masser af lege med bold – udelukkende for børnehavens piger. Sidenhen inviterede vi børnehaverne ned i klubben til træning, så pigerne allerede her havde en lille idé om, hvad HELLAS er. Vi kørte i to runder én i foråret og én i efteråret altid afsluttende med åben træning en weekenddag med afsluttende lilla slush-ice og macarons. Her har vi oplevet stor succes med 42 piger i fuld sol, 6 piger i silende regn og én enkelt gang oplevet, at der kun kom én. Men den ene pige der kom, har vi heldigvis set mange gange siden, og vi betegner derfor dagen som en succes.

I 2020 var der 19 pigespillere i alderen 0-6 år. I 2021 var der 37, og der har vi ligget stabilt siden. Så vi konkluderer, at HELLAS Lilla Piger har været en succes med godt en fordobling i antallet af pigespillere fra årerne før Lilla Piger til årene efter.

I maj måned startede vi for første gang et rent pigehold for U5 og U6. Her har fremmødet ligger stabilt på omkring 20 piger til hver eneste træning.

HELLAS Lilla Piger lukkes ikke helt, de går lidt i lilla dvale. Nu handler det ikke længere så meget om rekruttering men mere om fastholdelse og udvikling, og om at finde ud af, hvordan vi skaber en stabil pigeafdeling helt ned til de yngste aldersgrupper. Lilla Piger kan altid hentes frem fra skuffen igen.     

Tak til de børnehaver, der har været med, velkommen til de lilla piger, der deltog og fortsatte ind i HELLAS. Tak for nu.

Luk