Menu

Andri Astporsson runder milepæl med hele 250 kampe for klubben! Stort tillykke!

image Han nærmer sig klubrekorden på 256 kampe, som Ronnie Sørensen besidder (lidt endnu).
22. oktober 2025 kl. 13:03
Han nærmer sig klubrekorden på 256 kampe, som Ronnie Sørensen besidder ... (lidt endnu).
Som blot den 2. i dette årtusinde rundede Andri Astporsson 250 kampe for Hellas 1. herresenior i en udekamp mod Jægersborg i sidste uge.
Og det er nu noget af en milepæl, Andri har rundet.
Ikke mindre imponerende bliver måden, han har gjort det på. Det er efterhånden blevet til mange timers arbejde, dedikation, mål og assist i sine år i klubben.
For en del år siden lavede han, efter eget udsagn, en aftale med formanden om en buste af ham selv - meget smagfuldt ja - hvis han opnåede nogle kriterier omkring kampe, mål og antal årets spiller.
Om alle kriterier er opfyldt står hen i det uvisse, men Andris tal taler nu trods alt sit eget tydelige sprog for hans betydning for holdet de sidste mange år:
251 kampe
107 mål
7x Årets Spiller
1x Årets Kammerat
Og som formanden tørt konstaterede, så “bliver det formentlig en statue nu”.
Lige så stort, som hans bidrag har været, lige så lidt kan han tåle ros, men det er nu primært det, 1. herreseniors anfører Mikkel Olsen har om milepælen:
“250 kampe!? Det er fuldstændig vanvittigt – og noget, jeg forestiller mig, er nærmest uhørt i KBU. Oven i det ligger en klubrekord og lurer i horisonten. Mon ikke det kun er et spørgsmål om tid?
Jeg har været med til de fleste af dem, og selvom der ikke drypper helt så mange assists af som tidligere (om det skyldes afleveringerne eller skarpheden, må stå hen i det uvisse), så er det det samme privilegium at dele banen med dig som altid.
Du går altid forrest – både når der skal råbes op, og når de unge skal have en arm om skulderen. En kæmpe kapacitet for vores klub!
Om det bliver til 300, må fysikken – og Simone – afgøre. Jeg ved, jeg taler på holdets vegne, når jeg siger, at vi tager alle dem, vi kan få.
Stort tillykke, legende!”
I skrivende stund sidder Ronnie Sørensen stadig på kamprekorden med 256 kampen, så Andri er snublende tæt på.
Et kæmpe tillykke til Andri og et stort tak for hans indsats for klubben både på og uden for banen!
Luk